FØR DU BESTILLER EN TID

Vi laver ikke mirakler eller underværker. Kroppen er ikke en maskine, som bare kan få en enkelt tur i værkstedet (trods navnet) og derefter køre problemfrit i et halvt år. Muskler er levende: vi har kun 20 minutter (eller 50) til at afspænde og behandle dig, mens du selv har 1.440 minutter hvert eneste døgn til at spænde til igen, eller fortsætte sliddet på muskler som har brug for aflastning.
Forvent derfor at vi håndfast hjælper dig igang, retter dig lidt til, at vi giver dig redskaber som gør at du i fremtiden kan hjælpe dig selv. Så for et godt resultat, er det VIGTIGT at du selv laver de øvelser vi viser dig, følger vores instruktioner, og I visse tilfælde væbner dig med tålmodighed! Men du er naturligvis velkommen til at komme igen så tit du lyster, blot du betaler.

I Sportsværkstedet kan man ikke bruge lægehenvisninger ( vi har intet “ydernummer”) eller 10-turskort fra forsikringen, og selv Sygesikring Danmark dækker kun hvis du behandles af en af vores fysioterapeuter men ikke hvis du bliver behandlet af Mikkel. Til gengæld lokker vi dig ikke til flere behandlinger end nødvendigt, og hvis vi ikke kan hjælpe, indrømmer vi det allerede under dit 1. eller 2. besøg! (..som i det tilfælde endog bliver gratis!)
Så snart behandlingen er slut, betaler man, helst med mobilepay eller kontanter. Hvis du, inden du forlader os, fortæller os om du er medlem af Sygesikring Danmark, sender vi automatisk en faktura til dem. Hvis du beder om det, kan vi også sende fakturaen pr email til dig – HVIS din forsikring accepterer den (vi har set at Falck og Alm. Brand har gjort det), er det jo fint – men Sportsværkstedet har intet med det at gøre. Vælg Sportsværkstedet fordi du tænker at vi kan hjælpe dig – hvis du er optaget af økonomien i at bestille en behandling, så brug nogle andre end os! Indtil nu har al den administration kun givet os bøvl og besvær, og vi vil hellere koncentrere os om at være dygtige behandlere.

I visse tilfælde er der kun ringe chance for at Sportsværkstedet kan hjælpe dig: “modic forandringer”, nerveskader, sclerose og fibromyalgi, er noget som fanden har skabt og som bestemt ikke egner sig til Sportsværkstedets metoder. Heller ikke selvom du ønsker hjælp til noget sekundært, eks. en arm der ikke vil som du vil. De nævnte sygdomme gør simpelthen at man vil reagere særdeles dårligt på vores behandling.

Skriv eller ring IKKE til os for at spørge om vi kan hjælpe med X eller Y. I langt de fleste tilfælde skal vi nemlig alligevel undersøge dig for at finde ud af om vi kan hjælpe – Noget kan synes svært men viser sig at være nemt, og omvendt.

Det hedder Sportsværkstedet, men ALLE slags mennesker frekventerer biksen! Vitterligt, alle slags – og kun halvdelen dyrker sport af nogen art.

NÅR DU BESTILLER EN TID

Når du har ondt, bestil en tid snarest muligt. Hvis du plejer at have meget ondt, men ikke har det når du kommer til os, er der kun meget lidt vi kan gøre for dig. Så planlæg ikke din aftale hos os efter hvornår det passer med dit arbejde, men efter hvornår du har brug for os.

I kalenderen kan man kun bestille et par uger frem – de færreste har brug for mere end det. Vi kan også ændre vagtplanen uden varsel, og så kan din behandling alligevel ikke give tilskud, fordi du behandles af en massør istedet for en fysioterapeut. Det kan naturligvis også være omvendt.

Vi beklager at skulle bede om dit CPR i bestillingsformularen – loven siger at en fysioterapeut skal skrive lidt ned om det han finder ud af, om dig.
Når du bestiller, så skriv venligst dit fulde navn, så vi kan kende den ene Lene fra den anden. Der er nemlig MANGE der hedder Lene. Og Henrik. og Michael. Og Pinklady81. Og så videre.

Hvis du bestiller en tid til dit barn eller din kæreste, så gør det i hans/hendes navn, ikke dit eget. Du kan skrive dit eget navn i noterne.

FØR BEHANDLINGEN

Du behøver ikke at tage håndklæde eller noget som helst med, kun dig selv. Den bedste påklædning er løse bukser af blødt eller tyndt stof – og det skal ikke være festtøjet, for ofte behøver du slet ikke at klæde dig af, og derfor kan det måske blive lidt fedtet.

Er du under 18, så tag en med, som ér 18+ – Vi behandler regelmæssigt, og gerne, børn og teenagere, bare der hele tiden er en voksen tilstede: forælder, familie, ven, nabo, træner, etc.

Du må også gerne tage børn, kæreste, ven eller kæledyr med ind i behandlingslokalet. (Heste skal dog stå ude på gangen, ellers er der ikke plads.)

Hvis du er på stærkt smertestillende, så tag lige en kort pause fra det – eller i hvert fald lav dosis – inden du kommer ned til os.
Så får vi et bedre billede af hvor meget du har ondt, hvor henne du har ondt, og hvor meget vores behandling hjælper.

UNDER BEHANDLINGEN

Vi tager hårdt fat, men kun så meget som du tillader. Og vi spørger hele tiden ind til din accept… omvendt er det vigtigt at du giver udtryk for hvor din grænse er. Det er en dialog, vi har: vi ved cirka hvor der skal trykkes, kun du ved hvordan det føles.

Her er ingen røgelseslys, healingsmusik, klinisk hvidt og nyttesløs nussen. Derimod er der befriende latter, sort humor, tænders gnidsel, lettende muskelvridning og på alle måder en uformel stemning. Vi tager ikke os selv seriøst, men vi tager dig seriøst, og vi tager vores fag og arbejde seriøst.

EFTER BEHANDLINGEN, DIN KROP

Mennesker reagerer forskelligt på behandling, som vi praktiserer det i Sportsværkstedet, men generelt kan det siges at man kan blive særdeles øm i et par dage og i enkelte tilfælde få blå mærker. Oftest reagerer en spændt krop på at blive afspændt (som vi gør det i behandlingen) ved senere at spænde op igen: Det er naturligt, ikke farligt, blot virkelig træls. Løsningen er at lave de givne øvelser og følge de givne råd, så musklerne afspændes, og/eller få en andenbehandling så hurtigt som muligt, 3-4 dage senere. Vent IKKE 5-10 dage for at se om det bliver bedre af sig selv, men “hold dig blød” og i gang, og lav de givne øvelser SELVOM det måske gør ondt… hvis du ikke laver dem, vil det blot gøre MERE ondt, eller ondt i længere tid!
Kom og få en tur mere i ‘værkstedet, 3-5 dage senere. Vores erfaring er at anden gang at vi “slår det ned”, ikke for lang tid efter den første gang, har det langt bedre effekt.

Vær forberedt på at behøve en 2. behandling 3-4 dage efter den 1. og afsæt tid til den. Dit helbred og velbefindende er vigtigere end dit arbejde! (og behøves den ikke, kan du aflyse den, den slags er gratis i Sportsværkstedet, men gør det ikke i sidste øjeblik!)

Bedste scenarie er at hvis du er i god form, har haft problemet i kort tid, og du ændrer din brug af kroppen ifølge vores anvisninger og du laver de øvelser som vi giver dig. Så vil du kun behøve 1, måske 2, behandlinger, og vil sandsynligvis ikke få bivirkninger.

Sværeste scenarie er hvis du er i dårlig form og har haft problemet i lang tid, og du fortsætter den brug af kroppen (eller manglende brug) som har ført til dårligdommene, uden at lave de øvelser og følge de råd vi har givet.
Så KAN du muligvis have brug for en hel times behandling først, en halv time 3-5 dage senere, efterfulgt af en halv time en eller to gange i måneden, for at forsøge at holde det nede.

Som det står i toppen af denne side: forvent aldrig at du kan bestille en times behandling til noget du har sloges med i årevis, og at det så forsvinder efter ét besøg hos os, og uden bivirkninger eller uden at du selv behøver at gøre / ændre noget. Kroppen er levende, den skal vedligeholdes flere gange dagligt og passes på.

EFTER BEHANDLINGEN, BETALING OG RETURPOLITIK

Du betaler lige efter behandlingen, helst med mobilepay eller kontanter. (nummer 64910 – opdatér din mobilepay-app inden du kommer)

A) Hvis du, straks når behandlingen er færdig, ikke kan mærke nogen lindring eller positiv forskel, så koster det ingenting!*

B) Hvis du så, dagen efter, alligevel synes at behandlingen havde god effekt, sender du os blot betalingen på mobilepay 64910 og en besked på SMS til 81 11 10 16, så vi (også) kan blive i godt humør igen. Vi bliver nemlig kede af det, når vi ind imellem oplever at vi ikke kan hjælpe klienten.

C) Hvis behandlingen har en rimelig effekt, så ser vi lige hvad vej det går. Hvis effekten holder i 2-4 dage eller løser de fleste af dine problemer, så kalder vi det et tilfredsstillende skridt på vejen. Derfra er den logiske fortsættelse en behandling mere, 3-5 dage efter den første (men ikke mere), og at du ihærdigt bruger de hjemmeøvelser du fik ved første behandling.

D) Hvis behandlingen umiddelbart har god effekt, men denne effekt kun holder i højest to dage – og du HAR lavet det hjemmearbejde vi giver dig for – kan du kontakte os senest 5 dage efter behandlingen og få en kode, som du kan indløse til en ny behandling til dig selv eller som du kan forære til en ven (eller fjende). Den kode SKAL angives i notefeltet til den nye bestilling, og kan kun bruges én gang.
Vær opmærksom på at man ikke blot kan møde op, med eller uden at have bestilt en ny behandling, og forvente at blive behandlet gratis. Kontakt os først og aftal det med os.

Vi vil meget gerne høre nyt fra dig, men SENEST 5 dage efter behandlingen – med mindre at du med månders forsinkelse sender os et takkebrev og en æske chokolade. Vores andel i dit helbred mindskes hurtigt, når vi har 20 eller 50 minutter, mens du selv har 1.440 minutter i hvert eneste af de følgende døgn.*

EFTER BEHANDLINGEN, FORTÆL OS OG ANDRE OM DIN OPLEVELSE AF SPORTSVÆRKSTEDET

Du må meget gerne skrive et par linjer om din oplevelse , eksempelvis som en anmeldelse på Facebooksiden.
Andre kan have gavn af at vide hvad de går ind til, ved en behandling i vores biks.

Du kan også sende en besked til os via Facebooksiden, eller en email til sportsvaerksted@sportsvaerksted.dk – Godt nyt, såvel som dårligt nyt, bare det er din ærlige mening.

* En behandling er højst individuel, og vi er ikke ufejlbarlige, så vi lover ikke at vi kan, eller ikke kan, hjælpe dig. En god virkning afhænger af mange ting, bl.a. om du følger de råd vi giver dig. Men vi lover at det er gratis hvis du ikke mærker en forbedring: Hvis du senest 5 dage efter behandlingen oplyser os om resultatet, kan du få en kode som kan veksles til en gratis behandling hos os (alle filialer) og som du kan bruge på dig selv eller forære væk til en anden person – denne kode SKAL skrives i notefeltet til bestillingen for at være gyldig, og den gælder kun én gang.

Sportsværkstedet bor Søndergade 12 Kolding (klik for kort) og på Bøgekildevej 7 Hasselager i Århus – emailen er sportsvaerksted@sportsvaerksted.dk – CVR 38 69 56 30

Henvendelser der på enhver måde omhandler tidsbestilling: læs “det vigtige” og bestil en tid så vi kan undersøge dig.

Henvendelser som ikke har med tidsbestilling at gøre kan ske til mobil 81 11 10 16 (kun sms)